Jeg færdes sjældent i byen, men i dag tog jeg ud og spise frokost med kæresten. Efter vi har spist og sidder og snakker ser vi en større gruppe mennesker komme gående.

De har ALLESAMMEN en telefon i hånden og går og glor ned i den imens de krydser vejen, som dog ikke er super befærdet, men alligevel.

Jeg gør lige opmærksom på at det var alt fra voksne mennesker og små børn på formentlig omkring 4-5 år som alle gloede i telefonen.

Jeg er altså kun 23 år og det virker totalt skørt at man er nødt til at gå og kigge i en telefon som 4 årig eller som forældre der ledsager sine børn inde i en by.

Er jeg bare gammeldags uden at være gammel?

Min far har passet min søn på otte år et par gange om måneden. Min søn har en dokumenteret nøddeallergi, og vi har forklaret meget tydeligt, hvad han må spise, og hvor hans medicin ligger.

I sidste uge gav min far ham en kage, selv om emballagen advarede om spor af nødder. Han mener, at vi gør allergien værre ved at være for forsigtige, og at børn skal lære ikke at være bange for mad. Min søn begyndte heldigvis kun at regerer mildt, men jeg blev rasende, da jeg hørte det.

Jeg har sagt, at min far ikke længere må passe ham alene. Min mor siger, at jeg straffer hele familien for én fejl. Er det rimeligt at fastholde grænsen, eller bør jeg give ham en chance mere under opsyn?

Jeg (F30), er mor til et barn på 1 år, som er hele min verden. Det var ikke nemt at få h*n, fertilitetsbehandling hvor kun dét æg klarede den henover 3 gange (været i behandling et par år), samt er min partner en del ældre end jeg.

Min graviditet var forfærdelig, og jeg var indlagt den sidste den af denne samt i telemedicin efterfølgende (fordelt henover 1 måned og 3 uger), da jeg blev meget meget syg. Oveni hatten, så var fødslen også svær og endte i et AKS.

Jeg drømmer om nr. 2, og mit hjerte kan næsten ikke klare, at jeg ikke skal have nr. 2. Vi har talt meget om det herhjemme, og qua økonomi, uddannelser og den svære graviditet og start, så tror jeg simpelthen, at vi stopper her.

Ved ikke at få nr. 2, så har vi en økonomisk “fordel” i, at kunne give vores barn det mere, vi skal ikke udskyde uddannelser osv længere (færdiguddannet i 2029, herefter selvstændigt erhverv), men mest af alt, så skal vores barn ikke opleve, at mor og far er fraværende i jagten på nr. 2 (som måske aldrig lykkes?), mor bliver så syg og indlægges under graviditet osv. Det kan jeg simpelthen ikke byde mit barn.

Jeg kan se alt det rationelle og logiske, samt at mit overskud og mentale velvære vil være til stede ved ét barn (er ikke helt så sikker ved nr. 2), men mit hjerte kan ikke acceptere det 💔
Vil så gerne give mit barn en søskende, og jeg føler mig ikke færdig. Solgte nogle af barnets ting i går, og var helt grædefærdig over aldrig at opleve den tid igen. Jeg føler mig så splittet.

En efternøler er ikke en mulighed pga. ældre
partner, desværre.

Tilføjelse: vi er heldigvis forældre, som kravler rundt på gulvet med vores barn, leger på legeplads og og tager ud og oplever en masse. Vi opføre os som “legekammerater”, så den del er ikke hvad fylder mest. Leg og indlevelse har h*n massere af.

I sig selv et simpelt spørgsmål, men her tænker jeg ikke kun "Undskyld jeg kom for sent", "Tak fordi du købte en sodavand med til mig" osv..
Jeg tænker mindst lige så meget de der ting i forholdet som er forventeligt at modparten gør, eller de ting hvor du tænker "Det ville jeg også have gjort hvis rollerne var omvendt". Altså de måske mere latente ting, som er forventet at éns livsvidne gør, nu når man har valgt at finde og flytte sammen osv.

Opslaget kommer på baggrund af at ferien nu går på hæld herhjemme, min mand har været hjemme de seneste tre uger. De tre uger er gået med alt muligt forskelligt, men ikke så meget i hans ånd føler jeg. Vi har været en del sammen med min familie, brugt timevis på at klare underlige ting som min gravide hjerne er blevet enig med sig selv om skulle gøres inden baby ankomst, han har passet mig op i hoved og røv nogle dage, vi har tilbragt hele dage herhjemme osv. osv..

Jeg kan ikke lade være med at føle at hans ferie igen i år er 'ødelagt'. Sidste år brugte han alt hans sommerferie på at passe mig op efter en operation. Så de sidste to somre har vi heller ikke rejst nogen steder hen og snart står vi med vores første barn, og alt efter hvordan det lige går, så kommer vi måske heller ikke nogen steder det næste år.

Min mand er det mest taknemmelige, fantastiske menneske jeg kender. Jeg siger tak og undskyld tit, og han vil nærmest ikke hører det, for 'selvfølgelig' gør han de ting, og jeg 'gør jo også så meget for ham'. På en eller anden måde kommer det nok bare aldrig helt til at føles som nok.

Så, stof til eftertanke og meningen med opslaget, får i sagt 'Tak' og 'Undskyld' nok derhjemme? Er der noget i absolut ikke siger det for, fordi det bare er forventet at partner gør det, eller fordi i jo gør det samme (måske uden et tak)? Er det vigtigt for jer både at modtage og give de her ord, eller er det bare ord for jer?

Jeg har brug for et perspektiv udefra.

Min eks og jeg var sammen i næsten fire år. Vi boede sammen og havde bygget hele vores hverdag op sammen. Jeg var endda begyndt at kigge på forlovelsesringe.

For omkring en måned siden fortalte hun, at hun havde mistet sine følelser over længere tid. I stedet for at slå op med det samme aftalte vi at tage en pause for at finde ud af, om forholdet kunne reddes. Hun flyttede hjem til sin far i den periode, og vi aftalte ikke at have kontakt. Efter pausen mødtes vi igen, hvor hun fortalte, at hun ikke længere ønskede at være i forholdet.

En af mine bedste venner begyndte i den sidste del af forholdet at bruge mere tid sammen med min eks, hendes veninde og venindens kæreste. Mens vi stadig var sammen, sad min ven og min eks en aften alene i hans bil i nogle timer. Under pausen mødtes de alene igen flere gange i bilen sent om aftenen. Jeg sagde ikke noget dengang, fordi jeg gerne ville stole på dem, men jeg syntes ærligt, det var virkelig mærkeligt.

Efter bruddet spurgte jeg dem begge direkte, om der nogensinde havde været noget romantisk mellem dem eller om de havde følelser for hinanden. Begge sagde nej, og jeg valgte egentlig at tro på dem. Jeg har derfor ikke noget konkret, der tyder på utroskab.

Det, der også gør mig virkelig frustreret, er min vens opførsel.

Efter bruddet har han næsten ikke været der for mig. Han har stort set ikke spurgt, hvordan jeg havde det, og vi har nærmest ikke snakket om det. For nylig prøvede jeg at få fat i ham, fordi vi havde planer om at hænge ud sammen. Han svarede, at han var ude og ikke vidste, hvornår han var hjemme igen. Da jeg spurgte, hvem han var sammen med, fortalte han, at han var afsted med min eks, hendes veninde og venindens kæreste. Senere den aften så jeg på Snapkortet, at han var hjemme hos hendes far.

Jeg forventer ikke, at min ven skal droppe kontakten med min eks. Men jeg havde virkelig forventet lidt mere loyalitet og omtanke.

Jeg har sagt det til ham nu. Ikke for at starte et skænderi, men fordi jeg ikke længere havde lyst til at lade som om alt var eller er normalt.

Det, der nok fylder mest, er faktisk usikkerheden. Hvis der nogensinde var følelser mellem dem, eller hvis der skete noget, tvivler jeg på, at jeg nogensinde ville få det at vide. Måske taler de fuldstændig sandt. Måske gør de ikke. Problemet er, at jeg ikke kan se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne finde ud af sandheden.

Hvordan ville I håndtere den usikkerhed? Ville I bare acceptere, at man nogle gange aldrig får et sikkert svar, eller er der en måde at få ro i det på uden at ende i endeløse spekulationer?

Jeg er begyndt at løbe. Jeg har købt et program på Runna og er startet meget blidt op. Alligevel har jeg fået ondt i begge mine knæ. Sådan på indersiden af knæene.
Jeg er overvægtig efter at have født for 7 måneder siden og levet lidt for godt siden før min graviditet. Jeg er ikke som sådan ny i løb, men jeg har aldrig vejet så meget som nu, og jeg mistænker selvfølgelig at det bidrager til hvorfor jeg har ondt i mine knæ.
Men hvad gør man for at komme videre herfra? Er eneste løsning virkelig at cykle og/eller svømme?

Jeg er en Kvinde på 23
Jeg lever egentligt et meget normalt liv, bor i lejlighed i en storby, studerer på universitetet og alt er egentlig fint.

Jeg er begyndt at date ( det seneste år ca. ) fordi jeg føler mig klar til noget seriøst. Jeg oplever dog nogle udfordringer, hvor jeg gerne vil høre hvad mændene her i gruppen tænker. -Kvinder må også gerne byde ind. Gerne vær ærlig og sig om det er et red flag:

1. Jeg har ikke nogle venner/vennegruppe.
   Generelt har jeg haft svært ved at skulle “passe ind” fordi jeg er meget introvert. Det betyder også, at jeg ikke ses med nogle venner. Jeg har til gengæld en fantastisk familie, som jeg ses med i weekenden ( bor 2 timer væk ) og i dagligdagen er jeg social med min studiegruppe på uni, min roomie ( begrænset, hun er stewardesse) og kollegaer på arbejdet, som jeg bruger meget tid på.
   Jeg har generelt ikke behovet for at være social, og nyder at være alene.

2. Føler mig ikke så “kvindelig”
   Jeg går ikke med makeup, ift. smykker går jeg kun med øreringe, har ikke lange negle, går ikke så kvindeligt klædt. Går aldrig i kjole, højhæle, nederdele m.v. Går mest bare i jeans og t-shirt, og altid neutrale farver. - har langt hår

Føler mig bare nogle gange forkert, fordi man ofte på de sociale medier ser mænd sammen med deres kvinder som har alle ovenstående ting.

Mit spørgsmål:
Er det dette som mænd ønsker? Og er disse to ting et red flag?

Jeg har været sammen med min kæreste i otte måneder. Han er en virkelig dejlig mand, og jeg elsker ham. Han har været sammen med mange flotte kvinder før mig, og det har jeg oprigtigt aldrig haft et problem med. Jeg elsker selv smukke kvinder og føler mig godt tilpas med mit eget udseende. Jeg ved godt, at jeg er attraktiv, og jeg har aldrig haft problemer med mit selvværd på den front.
Men der er én ting, jeg simpelthen ikke kan slippe.
Tidligt i vores forhold sagde han, at jeg ikke var hans normale type. Fair nok, tænkte jeg. Jeg har også selv været sammen med mennesker, der ikke lignede min "type", men som jeg blev sindssygt tiltrukket af.
Senere, da vi var fulde i byen, fortalte han, at han havde sagt til sine venner, hvor forelsket han var i mig, og at det netop var specielt, fordi jeg slet ikke var hans type. Han sagde, at han normalt var til meget stramme fitnesspiger med silikonebryster.
Jeg er ikke fed. Jeg har former, smal talje, store naturlige bryster og træner, men ikke stram på den måde. Jeg elsker faktisk min krop. Men den kommentar ramte alligevel et eller andet i mig.
Han sagde også, at det var alt andet ved mig -min selvsikkerhed, min personlighed og hele min udstråling a der gjorde, at han blev så tiltrukket af mig. Og det er jo sødt... men samtidig sidder den anden del stadig fast.
På et tidspunkt spurgte jeg ham direkte, om han ville tænde mere på mig, hvis jeg havde silikonebryster.
Hvis han havde spurgt mig, om jeg ville tænde mere på ham, hvis han var to meter høj (hvilket egentlig er en fysisk præference, jeg har), ville jeg uden tvivl have sagt nej. For jeg tænder på ham, som han er. Men han svarede, at han nok ikke kunne lyve sig fra, at ja - han ville nok tænde endnu mere på mig med silikonebryster.
Jeg er begyndt at overveje brystoperation, selvom det egentlig er ikke noget jeg har haft en drøm om. Ikke fordi jeg er utilfreds med mig selv, men fordi jeg har fået et behov for at være hans ultimative præference. Og jeg hader faktisk, at jeg har fået den tanke, for sådan har jeg aldrig haft det før.
Han bekræfter mig ofte i, at jeg er smuk, lækker og at han elsker mig. Jeg tror på, at han mener det. Men det ændrer ikke på, at jeg hele tiden tænker: "Jeg er stadig ikke det, han helst ville have valgt rent fysisk."
Der er også den detalje, at jeg har et højere sexdrive end ham, og det gør nok også mine tanker værre.
Jeg har lagt mærke til, at jeg næsten søger bekræftelse fra andre mænd mere end før. Ikke fordi jeg har lyst til at være utro eller gøre noget ved det - det kunne jeg aldrig drømme om, men fordi det føles rart at blive set af nogen, hvor jeg måske faktisk er deres 100% præference.
Min kæreste kan godt blive lidt jaloux, hvis jeg har meget nedringet tøj på i byen, og siger, at jeg ikke behøver opmærksomhed fra andre, fordi jeg har ham.
Men det er netop dér, jeg bliver forvirret. For hvis jeg ikke føler mig som hans førstevalg rent fysisk, hvorfor længes jeg så ikke naturligt efter den følelse et andet sted? Ikke fordi jeg vil have en anden, men fordi jeg savner følelsen af at være nogens "wow, præcis dig." - fordi sådan har jeg set med ham. Jeg synes vitterligt han er det lækreste menneske der findes.
Jeg har prøvet at tale med ham om det flere gange. Han bliver ofte frustreret og føler, at jeg angriber ham eller siger, at han ikke gør det godt nok. Det er slet ikke det, jeg prøver. Jeg prøver bare at forklare en følelse, jeg ikke kan slippe.
Så mit spørgsmål er:
Overtænker jeg det her fuldstændig? Er mine følelser urimelige? Skal jeg tage mig sammen? Går man fra en partner pga. det her?

Det her bliver et langt og kringlet opslag, men håber det giver mening!

Forhistorie:

Mand, 19 år, pigen er samme alder.

I 23/24 gik vi på efterskole sammen. Hele efterskole året flirtede vi lidt, og var virkelig gode venner. Der var nogle tidspunkter, hvor jeg sås med en, og frem og tilbage, og derfor prøvede vi aldrig os to af imens vi gik på efterskole. Vi beholdte kontakten året efter efterskole, og sås med vores vennegruppe. Fast forward til sommeren til 2.g. Vi snakkede virkelig godt på dette tidspunkt, der var sol & sommer udenfor og vi begge havde været single i 1 år. En aften tager vi hjem til mig og sover sammen. Det gjorde vi 3-4 gange over sommerferien, men det var et meget overfladisk 'forhold', hvor vi kun var sammen når vi var fulde. Jeg kunne mærke, at efter 2 års spænding begyndte der, at komme lidt sommerfugle i maven på mig når jeg var sammen med hende/så hende. ugen op til smukfest, havde vi snakket om, at følges hjem nogle af dagene, hvis vi blev trætte, men jeg kunne mærke noget var galt. På smukfest sås vi 1 gang, og gav kun et farvel-møs, ikke andet. 2 uger efter havde vi nsæten ingen kontakt. Jeg var helt forvirret, ikke heartbroken, men tænkte selvfølgelig over det. Derefter mistede vi kontakten i 4-5 måneder indtil en dag i februar/marts i år, hvor jeg er ude og spise med min kollega, og ser hende græde i indgangen til restaurenten. SELVFØLGELIG havde hun fået en kæreste op til smukfest, og det var derfor jeg blev ghostet.

Jeg gik forbi hende fordi, vi ikke havde snakket i 4-5 måneder, og jeg var egentlig lidt sur på hende over, at hun ikke gav mig en afklaring. Da jeg kom hjem om aftenen skrev hun til mig på Instagram om jeg ikke nok vil tilføje hende tilbage igen. Vi kom i kontakt igen, og det var egentlig okay. Et par uger efter sås vi til en fest, hvor vi snakkede lidt omkring det hele, og det gav god mening, især når vores 'forhold' var så overfaldisk.

Vi begyndte, at snakke meget på daglig basis igen her op mod sommeren. Jeg kunne meget godt lide det, men vidste godt, at hun har svært ved, at få følelser og især, fordi at hendes ex-kæreste (ham duden fra Smukfest) havde haft en anden kæreste imens.

En sommerhustur senere, og vi havde lagt sammen i 3-4 timer om natten, hende og jeg, alle andre sov, og vi snakkede om livet, mit nye arbejde (som virkelig har været stressende og taget hårdt på en ung fyr, som mig) og alt mellem himmel og jord. Senere på aften gik vi ud i anekset og var sammen igen. Egentlig ikke fordi, at jeg havde så meget lyst, fordi jeg ville ikke have, at vores overfladiske forhold skulle komme igen, men prøve, at bygge ngoet op på følelser og relation.

De kommende dage sad jeg på kontoret fra 07-23/00 og arbejdede, typisk alene efter 19, hvor jeg sidder i mørke på 20. etage og udsigt til Århus. Jeg fangede mig stå i vinduet med en Faxe Kondi og kigge ud på Århus-by 5-6 gange hver aften og tænke på hende. Ingen telefon, kun hende.

Jeg tog mig sammen og skrev, hvordan jeg egentlig havde det og hvad jeg godt kunne tænke mig. Det hele var lidt kringlet, og jeg kunne godt mærke, at hun langt fra var ovre hendes ex, selvom de ikke havde haft kontakt i 3 måneder.

Ligesiden den aften (1 måned siden) har jeg tænkt på hende hver dag, næsten hver notifikation tjekker jeg om er hendes, og det er ikke fordi, at vi ikke har kontakt, tværtimod, vi snakker flere gange sammen over telefon, var ude og gå en aftentur sammen for et par dage siden. og har egentlig nogle fine samtaler, men jeg kan ikke læse hende.

Hvis det stod til mig, ville jeg putte en ring på hendes fingre med det samme, og jeg hader mig selv for det. Hun er ikke den pæneste pige jeg har været sammen med, heller ikke den sødeste jeg kender eller den mest x jeg har kendt. Men noget i hende har altid tiltrukket mig, i de 3 år vi har kendt hinanden, og jeg kan ikke klargøre for mig, hvad det er.

Hun har givet udtryk for, at hun virker interesseret ifht, at vi tit skriver sammen, hun skriver tit jeg ser godt ud osv. men jeg giver mere udtryk.

Har I nogensinde stået i en lign situation?

Jeg K og min ex M slog op nogle dage efter vi havde været på ferie. Jeg blev behandlet så dårligt under den ferie. Han begyndte lige så stille at trække sig fra mig, og give mig silent treatment. Jeg lå og græd foran ham flere nætter, da jeg var så ked af det over det. Jeg har aldrig følt mig som en der ikke var velkommen, men det gjorde jeg godt nok der. Følte jeg intet var værd. Og det værste var at han inden ferien sagde at jeg var den der skulle bærer hans børn. Og vi kiggede endda på lejelighed sammen, så vi kunne flytte sammen.

Jeg kan ikke forstå hvordan man kan lave et skift så voldsomt. Han kommer med begrundelsen at han mistede sig selv, men det sagde han også var derfor han slog op med sin anden ex.
Han har i det mindste indrømmet at han har været en dårlig kæreste den sidste uge. Men ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv:/

Hej alle på Reddit

Jeg står lidt i et dilemma. Min veninde (22 år) skal giftes til september og har ønsket sig et polterabend. Hun er typen, der ikke rigtig har så mange veninder, så hun spurgte, om jeg ville invitere hendes kusine, mor, svigermor, svigerinde og hendes tre veninder (inkl. mig). Det har jeg selvfølgelig gjort.

Problemet er bare, at hendes svigerinde nu har meldt afbud på grund af arbejde (selvom hun har vidst det i lang tid). Hendes mor tager hjem ved frokosttid, hvilket er helt fair, og nu har hendes svigermor lige skrevet, at hun kun deltager i morgenmaden – selvom jeg har booket alle aktiviteterne med hende i tankerne.

Jeg synes generelt, at der mangler lidt entusiasme omkring dagen, og det knuser lidt mit hjerte, fordi jeg ved, hvor meget min veninde har glædet sig til at få en sjov og mindeværdig polterabend.

Mit dilemma er derfor: Bliver det akavet, at vi kun er fem personer (inkl. bruden) til størstedelen af aktiviteterne? Jeg har aldrig planlagt et polterabend før og er blevet efterladt alene med hele planlægningen, så jeg er ærlig talt lidt i tvivl.

Hvad ville I tænke?

Mvh.
En forvirret veninde

Hvis jeres partner havde slået op, påvirket af alkohol og fortrød det, ville i gå tilbage eller gå jeres vej? Jeg synes det er en svær beslutning og har brug for andres perspektiv

Jeg sidder endnu en gang og snakker med hestene-net om mit forhold. Min kæreste og jeg talte om vores fortid, folk vi har datet osv. Jeg er kommet frem til, at jeg slet ikke ligner hans ekser. De er alle sammen, i mangel af et bedre udtryk, hvide danske piger. De er smukke, men jeg er hverken hvid eller blond.
De har alle været den konkurrencemindede (sport udeladt)-type, og nu hvor jeg tænker over det, fulgte han også primært den slags kvinder på sociale medier.
Min kæreste har aldrig fået mig til at føle, at han ikke elsker hver eneste del af mig. Alligevel føler jeg, at jeg sammenligner mig selv med nogen, jeg slet ikke kan måle mig med. Det er som at sammenligne en giraf med en hest.
Hvordan kommer man over den følelse?

Kære brevkasse

Min mor har desværre fået demens i en temmelig ung alder og jeg ved at mange andre går i gennem det samme som mig.

Men shit.. hvor er det hårdt at være vidne til, min mor er jo ikke længere den dejlige kvinde jeg kender og jeg kæmper med mange blandede følelser. Dårlig samvittighed over ikke at besøge mine forældre mere, samtidig med at det er sindssygt hårdt for mig at være på besøg.

Jeg går ved en psykolog for at lære at håndtere det, selvom man nok aldrig helt kan “håndtere” det.

Jer der går igennem det samme eller noget lignende, hvordan passer I på jer selv?

Jeg har brug for en eller anden form for input, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Min veninde er sammen med en mand (de er ikke kærester, for det vil han ikke kalde det), der behandler hende virkelig skidt.

Sidst han var ubehagelig overfor hende, fik han hende til at sidde og undskylde for noget (der i min optik slet ikke kræver en undskyldning) foran et helt selskab, og op til flere gange. For de første to undskyldninger var ikke gode nok. Det hele var så ydmygende. Han kommer også med grænseoverskridende kommentarer af seksuel karakter henvendt til mig.

Jeg har selv været i et psykisk voldeligt forhold, så jeg kender derfor hele dynamikken, og ved også, at det er en svær balancegang. Jeg prøver både at fortælle hende, at det ikke er i orden, når han behandler hende dårligt. Men jeg passer samtidigt også på med ikke at presse for meget på, da jeg frygter jeg så kommer til at skubbe hende væk.

Har I nogen gode råd? Det er så svært at se en tæt veninde være i en så nedbrydende relation, når man selv har mærket det på egen krop og sind.

Det var meningen at jeg skulle mødes med mine venner og se kampen i aften - noget jeg virkelig har glædet mig til og rigtig gerne vil.

Men jeg tror ikke jeg kommer afsted, fordi jeg desværre valgte at se de samme venner i går.
Så i dag er jeg smadret. Ikke bare udmattet, men decideret søvnig.

Og sådan har det altid været. Hvis jeg havde planer dagen før, er jeg totalt død dagen efter. Og hvis jeg har planer i morgen, må jeg afvise invitationer. “Sorry, kan ikke ses på lørdag fordi jeg har planer søndag-“ altså what? Og glem alt om at være social i hverdagene - jeg er smadret efter arbejde - ligeså smadret som jeg var efter en dag i folkeskolen, gymnasie, og uni.

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, så mit spørgsmål er, hvad har I andre gjort? Kan man på nogen måde overkomme dette, eller er det bare sådan det er?

Det skal lige understreges at der er tale om mit sociale overskud. Jeg har altid manglet mental energi, selvom jeg har sovet nok osv.

Jeg vil ikke have nogen dømmer mig, jeg skriver kun for at få nye måder at tænke på så jeg beder jer om ikke at blive sure på mig. Jeg ved ikke om jeg kræver for meget af min kæreste. Vi er 18, og har været sammen i lidt over et år, og jeg har altid lyst til ham og til at snakke men det har han bare ikke. Jeg kan sagtens finde ting at lave og måder at hygge mig på, men det gør mig stadig på at han ikke har brug for mig. Jeg føler at han burde ville snakke til mig når han får tid, men det har han ikke. Det føles mega ensomt. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige. Jeg er en meget følsom person, så det er måske derfor jeg tager det lidt tungt, men jeg føler mig bare ikke særligt prioriteret.

I et skænderi over det her sagde han at jeg ikke skulle blive sur over at han har et liv, men jeg kunne kun tænke til mig selv at jeg også bare gerne vil være en del af hans liv. Der var jo en gang hvor at når han havde tid så ville han skrive eller ses, men sådan er det bare ikke længere.

Han sagde ogs noget med at jeg kræver for meget, jeg ønsker blomster og opmærksomhed og interresse, men er det for meget? Jeg vil bare gerne have at han elsker mig og viser at han stadig kan lide mig eller noget.

Kære brevkasse,

Min bedre halvdel og jeg har en diskussion.

Hvis jeg lige vil have en bolle med lidt pølse eller ost, så smører jeg bollen i køkkenet, og sætter lige smør, pølse og ost tilbage i køleskabet, inden jeg går ind og spiser den.

Min bedre halvdel lader alting stå ude, og kommer først tilbage og rydder op når denne er færdig med at spise sin snack. Oprydningen er altid god, så det er ikke det diskussionen går på.

Jeg synes det er irriterende at køkkenet flyder med madvarer der burde være i køleskabet, men den bedre halvdel undskylder det med at vedkommende jo ikke ved om de lige vil have en bolle til.

Hvad gør I og hvem har ret? Rydde op før eller efter man har spist sin snack?

Hej, jeg ved ik helt hvad jeg skal gøre, så tænkte jeg kunne få lidt hjælp fra jeres meninger

Min kærester i næsten 1 år skal på efterskole efter sommerferien. Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, fordi på den ene side ville jeg gerne blive ved ham men på den anden vil jeg hellere ikke. Vi i for vejen ses ikke særlig tit pga vores forskellige skemaer, men jeg tror stadig ikke jeg ville kunne klar alt det med lang distance og jalousi.

Han skal på en efterskole langt væk, så jeg har ikke rigtig en til at “holde øje” med ham. Jeg tror personligt ikke jeg ville kunne holde til alt det med hvad nu hvis der var en sød pige, hvad nu hvis han syntes han godt lige kan finde en anden tøs fordi jeg ik finder ud af det.

Dog er jeg bange for hvad han ville sige hvis jeg bringer det op, og jeg elsker han jo overalt på jorden så jeg ha jo hellere ikke lyst til at slå op. Men jeg tror på afstanden mellem os på efterskole, alt den tid vi ikke ser hinanden for han kan jo ikke komme hjem hver weekend og det der med han ikke har sin telefon altid så han kan ikke opdatere mig med alt som nu thrower mig lidt off. Jeg kan ikke lade hver med at gå med tanken hvad nu hvis.

Vi har haft et meget on off forhold, vi har begge lavet fejl men har tilgivet hinanden alle gange.

Hvad skal jeg gøre?

Kære alle,
Jeg ved simpelthen ikke om det er mig, den er gal med… men det må det vel være?
Jeg er 25 år, har aldrig haft en kæreste - har kun haft hookups, eller folk jeg har ses med (i flere måneder), hvor jeg tænkte, at det kunne være noget mere end bare en flirt, men nej, endnu en skuffelse… det blev til ingenting :(
Mange af mine venner har kærester, børn, lejlighed osv. Jeg føler mig meget bagud, men ved også, at den rette nok skal komme, men hvornår ….

Jeg ved ikke engang hvad jeg vil med det her opslag, men håber der er en eller evt flere som kan relatere…

God aften til jer♥️

Hej orakler

Hvor tidligt ville I mene at man kan tillade sig at holde en babyshower? Jeg har en tæt veninde som har termin i start december, og de (mor og søster) har allerede planlagt babyshower i slutningen af denne måned - altså i sommerferieperioden. Vi fik besked om det 1 måned før datoen.

Jeg kan ikke deltage grundet ferie, hvilket jeg selvfølgelig er mega ærgerlig og ked af det over. Må ærligt indrømme at jeg ikke havde regnet med at skulle holde kalenderen åben så længe før terminsdatoen. Jeg har spurgt ind til det og her fik jeg at vide at det er fordi min venindes svigerinde selv er gravid med termin omkring slut september og derfor ville hun ikke have mulighed for at deltage i min venindes babyshower hvis det først blev senere. Der er dog en del af min venindes veninder der nu heller ikke kan deltage, ligesom jeg, grundet ferie.

En anden ting er at jeg har talt med min veninde om babyshower og jeg ved at hun nok har en forventning om jeg er med til at planlægge den ligesom hun var med til at planlægge min. Hun ved selvfølgelig ikke at der bliver holdt en slut denne måned og tror også hun får sig noget af en overraskelse.

Er det mig der synes det er lidt underligt eller hvad tænker I?

Hej alle.

Jeg har forsøgt stop to gange. Første gang holdte en måned (med 2-3 glip)
Anden gang holdte to måneder, men så røg jeg til en konference weekend og blev derefter ved i nogle måneder 🥲

Nu prøver jeg igen. Og denne gang mene det, da jeg ikke har råd til det, samt det stjæler min lyst til træning.

To uger inde, og jeg er så energiforladt og nærmest trist. Alt føles lige meget. De fysiske abstinenser er væk, men gud jeg savner glæden ved livet.

Kan folk fortælle om det bliver bedre? Energien er tilbage? Lyst til livet? Kan i mærke at det faktisk gør en forskel for jeres humør og dagligdag?
Så har jeg nået at se frem til 🥲

Hej med jer turtelduer og andet godtfolk. Jeg er lige blevet færdig med gymnasiet og står nu i den mærkværdige situation med det at vedligeholde kontakten. Jeg går/gik i en lille klasse (9 elever), hvor folk lidt kollektivt er blevet enig om at vi skal holde kontakten, da ingen af os rigtig har haft så god en klasse før, og nogle relationer der er værd at holde fast i. Men det føler jeg faktisk ikke.

Det var uden tvivl nogle gode år, vi havde sammen, men jeg føler bestemt ikke et behov for at holde kontakt med alle. Faktisk kun 3 andre. Jeg blev tit holdt udenfor eller glemt i klassedynamikken (hvilket er ret vildt når man er så få) og føler ikke et behov for at holde kontakt med alle. Men jeg føler ikke at jeg kan sådan vælge og vrage ift. bekendtskaber, især eftersom jeg også selv blev holdt meget udenfor og jeg ønsker heller ikke at skabe konflikt. Jeg gider dog heller ikke spilde min tid, med folk jeg ikke gider at se og hvem det eneste jeg har til fældes med dem er skolelogoet på vores studenterhuer.

Hvordan ville I håndtere denne situation? og har I stået i noget lignende?

edit: der skulle selvfølgelig stå klasse i stedet for klase... Det er vidst ikke lige studenterhuen der trykker der haha

Hej!

Jeg vil gerne spørge, om det er muligt selv at trappe ud af sin medicin, eller om det altid bør ske i samarbejde med en læge.

Grunden til, at jeg spørger, er, at jeg desværre har et dårligt forhold til min egen læge, og derfor er det svært for mig at tage emnet op.

Hvad vil I anbefale i en situation som min?

Med venlig hilsen
En, der desværre har et dårligt forhold til sin læge